Ved du ikke hvad du skal gøre med din altan, men ønsker at gøre mere for biodiversiteten i netop din by? Læs med og hør hvordan du kan forvandle din altan til en oase der summer af liv.
For selvom biodiversitet ofte leder tankerne hen på store skove, vilde enge og vidtstrakte naturområder, begynder den faktisk lige uden for vores egen hoveddør. Og ja, selv på en altan!
Biodiversitet handler om mangfoldigheden af liv, fra planter og svampe til insekter, fugle og mikroorganismer. Alle spiller de en rolle i naturens store puslespil, og selv små grønne områder kan være med til at skabe plads til flere af dem. Det er dog vigtigt at nævne, at en de små grønne oaser ikke kan stå alene. Biodiversitetskrisen vendes først og fremmest på de store grønne arealer, men når det er sagt, er de små grønne trædesten stadig enormt vigtige.
Fra betonørken til blomstrende oase
En altan med blomster, krydderurter og grønne planter kan fungere som et lille pitstop for byens dyreliv. Ved at vælge forskellige blomster, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året, kan man tilbyde føde til insekterne fra det tidlige forår til det sene efterår. Det er især vigtigt i byerne, hvor grønne områder ofte ligger spredt mellem veje og bygninger.
Selv en enkelt altankasse med hjemmehørende, insektvenlige planter kan gøre en forskel. Og hvis man supplerer med lidt variation i højder, blomsterformer og plantetyper, bliver altanen endnu mere interessant for de små gæster.
Et lille hjem med stor betydning
Men biodiversitet handler ikke kun om mad. Det handler også om at skabe levesteder.
En lille bunke kviste, visne blade eller et uforstyrret hjørne kan give ly og skjul til smådyr. En skål med vand kan hjælpe tørstige insekter på varme sommerdage, hvis den indrettes med sten eller andre steder, hvor de kan lande sikkert.
Og så er der selvfølgelig den vigtige detalje: Man behøver ikke rydde op i naturen hele tiden. Visne blomster og frøstande kan nemlig være små skatkamre af føde og skjulesteder, når sommeren går på hæld.
Det er med andre ord helt i orden, hvis altanen ikke ligner forsiden af et boligmagasin. Naturen er sjældent perfekt trimmet, og det er netop en del af dens charme.
Små handlinger, store ringe i vandet
En altan kan naturligvis ikke erstatte en eng eller en skov. Men den kan være et lille, grønt bindeled i byen, hvor dyr og planter får bedre muligheder for at trives. Når flere altaner, gårdhaver og grønne tage tilsammen skaber små levesteder, kan de bidrage til et mere varieret bymiljø.
Samtidig får vi mennesker også noget igen. Grønne omgivelser kan give ro, vække nysgerrighed og bringe os tættere på naturens små mirakler. Pludselig er det ikke længere bare en tirsdag morgen med kaffe og trafikstøj, men også en mulighed for at betragte en humlebi, der kæmper sig ned i en blomsterkrone eller opdage, at en lille larve har valgt netop vores altan som sit spisekammer.
Så næste gang du planter en blomst på altanen, kan du tænke på den som en lille invitation til naturen. Den behøver ikke fylde meget, koste en formue eller kræve grønne fingre. Den skal bare give plads til liv.
For selv midt i storbyens travlhed kan en lille altan blive et sted, hvor naturen får lov til at trække vejret.
Kilder, faglig inspiration og videre læsning:
- Ruskov-Nielsen, J. (2025, 21. marts). Den vildeste altan – sådan skaber du en altan fyldt med blomster og sommerfugle. Danmarks Naturfredningsforening. Læs artiklen her.
- Bjørn, M. C., Ro-Poulsen, H. & Ørgaard, M. (2022, 1. februar). Planlægning for biodiversitet i byens grønne områder. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Videnblade Park og Landskab, nr. 06.08-14. Læs artiklen her.
- Billeder af Katja Klinge & Building Biodiversity.










